Kagekærlighed

Og hvad skal så sige til dig, Gåsebryst? Dine ynder er holdt nydeligt på plads som BH´en på en ens elskede. Det lokker og drager, dit hvidlige kød, men først skal tænderne udsættes for din pikant duftende mandelindpakning. Der er lidt modstand i biddet, men så får man også marzipanens fulde sødme ind i munden og hensættes øjeblikkeligt til toscanske lunde og grønne ovale bakker. Næppe har ganen og sindet gjort sig fortrolig med marzipanen, før du mærker en på én gang blød og spændstig masse, cremen. Og det er næsten for meget, al denne vibrerende sanselighed, som du indånder og høfligt nipper til, selvom du har lyst til at begrave hele munden i denne overdådighed af cremet velvære, som får dig til at tænke på guldaldermaleriernes malkepiger, på bøgeskove og frugtknopper og saftigt grønt græs. Jo længere du kommer ind, jo mere er der af denne lyksalige vellyst, der pirrer dine sanser, men aldrig føles vammel. Gør den det, så smid for guds skyld kagen ud og køb en ny et andet sted, for det er med kager som med dårlig elskov: det går bare ikke i længden. Men er den god, kagen, cremevidunderet, vil du, når du har slikket og mumset dig gennem brystkødet, nå til et lille syrligt pift af frugt. Det er et strejf, ikke mere end et strejf, af syltetøj, som vækker dine bedøvede sanser til live igen før bundens nøgternhed får dig til at indse, at du er færdig. Med den bid, for du er knap nået til midten af brystbomben. Der venter dig endnu flere minutter af utilsløret ekstase: væk med marzipans-BH´en, ind i den hvide cremesky, og så det lille snert af frugt til sidst. Du bliver lidt vedmodig, når du har passeret brystets trekantede zenit, men så meget desto mere nyder du den sidste halvdel, tredjedel, fjerdedel, før du slutter med det fjerneste hjørne og mæt, veltilpas og med et smil om munden synker tilbage og prøver at bibeholde den himmelske smag så længe som muligt i din gane.
Men hvad så med mig, siger Jordbærkagen? Har du slet ikke blik for mig? Jo, det har jeg da. Tro ikke, at jeg glemmer dig. Jeg tager dig frem, når jeg har brug for noget fransk. For det er du, fransk. Hård og syrlig udenpå, sød og blød indeni. Du skjuler dine ynder mere end Gåsebryset, hvis svulmende barm er synlig for en hver. Du, derimod, lokker med din blødhed. Man kan skimte et hvidt hav mellem de frodige røde jordbærknopper og den tykke chokoladeskal, ikke mere. Koket er du. Men hvad siger jeg? Der er jo ikke kun jordbærrene, nej, der er også geleen, og mødet mellem de to typer rødt, bærrene, man skal bide i, og geleen, som smelter på tungen, skaber en simultan kontrast i smagsløgene: blødt, hårdt, surt, sødt, som man ikke kan sætte ord på, men som man føler instinktivt kilde sine årer og vener, nervebaner og lymfekirtler. Og når hele denne modsætningsfyldte ekstase er overstået, støder tænderne på en bred bræmme af tropisk duftende junglesyner, og chokoladen overmander dig. Dens krydrede fede smag tager pusten fra dig, men øjeblikket efter er du brudt igennem dens skal og nået ned til den samme hvide creme, som du kan huske fra gåsebrystet, bare af mindre omfang, mindre opulent, mindre overvældende, men så meget desto mere forførende.
I det fjerne trænger endnu ikke erkendte dufte frem fra det skjulte, og før du ved af det, står Sarah Bernard lige overfor dig. Og nu er du klar til endnu et bryst. Ikke et svulmende dansk et af slagsen, men et aristokratisk parisisk, og det er lige før, du ikke tør åbne dette fine og sarte stykke bagværk. Der skal kun et ganske let tryk af tungen for at bryde hul på dets chokoladeskal, og du forestiller dig et fugleæg på nippet til at briste og bliver måske næsten ked af at bore hul i dets sarte ydre. Men kun indtil du har smagt dets indhold, endnu mere flydende, endnu finere, mere nuanceret og endnu mere eksotisk, end noget andet, du kender i verden. En rokokodrøm af bristefærdig skønhed, smagsindtryk, så overvældende, at du føler dig privilegeret, når du sætter tænder og tunge i denne fine sarte blomst med dens duft af cedertræ og myrrha og vanilje og cognac.
”Måske kan dette her få dig at glemme Paris”, lyder det pludseligt og fynsk fra Brunsvigeren. ”Det er nu meget godt med alt denne glamour og charme, men hvad med lidt god gammeldags vrikken med hofterne og sul på sidebenene. Hvad skal du med Montmartre, når du kan få Svanninge Bakker? Og jeg kan jo kun give hende ret, og giver mig omgående til at bore mig ned i al den danske karamelliserede kærlighed, de små høje med stille lavvandede søer og de dybe dale med brune fordybninger af sukkermasser og knas. Knas siger jeg også, mæt af kager, mæt af indtryk, veltilpas, forført, forførende, kraftløs, udkørt, udpumpet, glad, lykkelig og udspilet. Men så er der selvfølgelig også Sachertorten, som kan komme hvert øjeblik, det skal være med hele sin klassiske wienerelegance. Mmmmm…..

Hvad synes du? Efterlad din kommentar!

Morfar

Morfar skumlede. Siddende på en gynge i Brændergårdshaven kunne selv vi børn ses, at han var sur og tvær, selvom vi ikke rigtig forstod hvorfor. Vi havde jo ferie, og morfar havde selv inviteret os helt herover til Bornholm. Mor skumlede også. Sagde noget om ”den gamle idiot” og ”jeg har sgu problemer nok i forvejen”. Og så blev vi en smule bekymrede, min bror og jeg. Det var jo ikke det, der var meningen med en ferie. Ferie var hygge, ferie var sol og leg og is og sol over Gudhjem, som ingen af os dog kunne lide, når det kom til stykket. Hvilket havde fået mor til at blive irriterede over os, for hun ville gerne vise sin far, at vi ikke var kræsne.
Selvom solen stod højt på den bornholmske himmel, havde jeg ondt i maven den dag. Hvorfor er morfar sur? Jeg skævede over til ham. Selv hans hvide skæg så arrigt ud, og ansigtet havde et udtryk, jeg kendte fra mig selv, når min bror fik lige den antydning af ekstra opmærksomhed, jeg havde fået, før han blev født.
Irritation. Der var ingen tvivl. Morfar var irriteret. Jeg begyndte at ane de store sammenhænge, og da mor mumlede noget om at ”have tre børn med på ferie”, gjorde min 7-8-årige hjerne den opdagelse, AT MORFAR ER MISUNDELIG. På os, på mig og min bror. Fordi han ikke får opmærksomhed nok. Og det undrede mig altså en smule, for jeg havde altid været fuldstændigt overbevist om, at voksne altid er gode og fornuftige, og morfar var helt klart ikke særlig fornuftig lige nu. Fuld af tanker om komplicerede voksenproblemer begyndte jeg at blive klar over, at voksenlivet ikke var det paradis af rationalitet og harmoni, jeg indtil da havde troet. At de voksne også kan blive sure på hinanden. Meningsløst, mærkeligt sure på hinanden.
Jeg husker ikke, hvor længe den dårlige stemning fortsatte, men liggende i sengen om aftenen kunne jeg høre mor tale med høj stemme og morfar komme med kortfattede, næsten ikke-hørbare svar.
Næste morgen købte morfar os en stor isvaffel og klappede os begge på hovedet. Jeg skævede over til mor og så antydningen af et smil brede sig om hendes mundvig. Det ville blive en god dag.

Hvad synes du? Efterlad din kommentar!

Blå time over Åmarken

Normalt sidder jeg altid og læser, opslugt af en bog, hvis den ellers er god. Strækningen ned mod Køge er ikke Danmarks mest spændende, og så meget er der heller ikke at kigge på i et S-tog.
Et eller andet må have fået mig til at se op og ud, min intuition, et lysskær, en svag, men umiskendelig ændring af luftens fotoner. For nu var den her pludselig, himlen, lyset, atmosfæren. Som vi nærmede os Åmarken Station var det ikke mere vintermorgenens sædvanlige blygrå dyne, jeg så deroppe, men en dyb, indigoblå farve, der badede omgivelserne i det mest fantastiske og eksotiske lys, jeg nogen sinde har set. En farve, der burde have med Tusind og en nat at gøre, med paladser, minareter, magtgale sultaner, skønne prinsesser, ibenholt, myrrha og golde ugæstfri ørkener at gøre. I stedet var det gastårnet, de røde husvildebarakker, den sammenstyrtede sportshal, den lillebitte bøgelund ved Damhusåens bredder og den lange række af hvide spøgelsesagtige campingvogne i det prosaiske industrikvarter, som blev oplyst af den blå, blå himmel, og nu pludselig, for en stund, gjorde dette lille kedelige stykke Valby til noget, som digtere fra alle tider ville digte udødelige strofer om. Jeg så mig om i kupeen. Ingen havde tilsyneladende lagt mærke til det indigoblå mirakel bag de brudsikre togvinduer. Alle læste videre i deres gratisaviser, lagde makeup i det medbragte lommespejl, hørte musik på iPod´en eller snakkede om den lærlingeplads, det kontorjob eller det gymnasium, som de om lidt skulle møde frem til. Så kig dog, ville jeg sige til mine medpassager. Se naturens mirakel lige uden for jeres næser, se den vidunderlige himmel, se den elskovsdybe blå farve, der måske vil forandre jeres liv for altid, så dette her ikke bare bliver endnu en dødssyg tirsdag, men starten på en ny epoke i jeres eksistens. Men jeg sagde ikke noget. Så kunne jeg jo have hele himlen for mig selv.

Hvad synes du? Efterlad din kommentar!

Pukkelhvaler og landsstævner

I de gode gamle tv-dage med DR og to svenske kanaler som det eneste udvalg, var der ikke meget at hente for en opstemt præ-pubertær dreng. Bevares, jeg kunne fingere interesse for ballet og med bankende hjerte se ”Dødens triumf” eller de korte, men afgjort interessante indslag fra Moulin Rouge, men store mængder af nøgenhed var der absolut ikke tale om. Så kunne man selvfølgelig tage en tur på stranden, men der turde jeg kun nødigt kigge på de voksne kvinder, dels af indgroet generthed, dels fordi der var noget truende over de mange store hængebryster og den enormt velvoksne kønsbehåring, der ligesom sugede en til sig som en tropisk regnskov. Nej, hvis jeg ville se nøgne damer, var der kun sektion 61.37 på det lokale kommunebibliotek eller fjerneren. Stor var derfor min overraskelse, da det viste sig, at den største erotiske oplevelse, jeg fik, var en optagelse af et landsstævne i gymnastik. Et hold, jeg husker ikke fra hvilken by eller landsdel, optrådte til lyden af hvalsang, der strømmede forførende ud af højtaleren. En stor del af pigerne var ikke åleslanke, for nu at sige det mildt, og synet af let til helt buttede unge møer i stramme gymnastikdragter gående i split til lyden af pukkelhvaler, gjorde mig hed om ørerne. ”Buøøøuuuuud”, ”Biiiiooourvd”, lød det, mens de purunge damer pressede deres frodige kroppe ned i det fugtige grønne græs og krydsede deres ben i luften. Det var meget svært at klare. Jeg sad som forstenet med tør hals og vildt stirrende øjne og kiggede på sceneriet, der lignede et urgammel frugtbarhedsritual. Min far sagde noget om, at de piger vist er i god foderstand, men han opdagede, håber jeg, aldrig min trancelignende situation. Ellers har han i hvert fald aldrig fortalt mig om det. Selv nu, så mange år efter, får hvalsang mig til at tænke på landsstævner i gymnastik. Og omvendt.

Hvad synes du? Efterlad din kommentar!

Influenzasyner

Nu var det ikke, fordi jeg manglede fantasi. Størstedelen af min tid gik under alle omstændigheder med at dagdrømme i det store vildnis af en have i Karlslunde mellem stikkelsbærbuske, tidsler, nøddetræer og rustne redskaber fra det nedlagte gartneri. Men når jeg af og til var så heldig at blive offer for en influenzaepidemi, var det nu bedre. Ja, det var selvfølgelig ikke sjovt at være så syg, at man rent faktisk havde det dårligt, men den tilstand, lige præcis dén tilstand, hvor man ikke har decideret ondt nogle steder, men hvor ens hoved bliver ramt af de særeste syner og drømme hver gang, man falder i søvn, det har jeg alle dage fundet umådeligt spændende. Man er ved bevidsthed og kan skelne ting i ens omgivelser, men er fuldt ud klar over, at lige så snart, man falder i søvn, vil underbevidstheden tage over. Og det ikke på en blid eller diskret måde, men fuldstændigt overvældende, altgennemgribende, ukontrollabelt. På et splitsekund forlod min bevidsthed det flade Karlslunde og sank direkte ned i et morads af hede febersyner, hvor jeg var hovedpersonen, hvor det var mig som handlede, mig som frygtede, mig som elskede. Og når jeg vågnede, ville jeg gennemgå drømmen, mærke mig den, nyde dens dejlige irrationalitet og fysiske nærvær og, efter at have læst i et Anders And-blad eller Lademanns Leksikon, endnu en gang lukke mine øjne og forsvinde ned i en anden verden, en farlig, forunderlig og helt igennem lokkende verden. Hvilken fryd. Min mor ville så komme hjem fra arbejde, spørge mig, hvordan jeg havde det, mens hun bekymret kiggede på mine blanke øjne og jeg ville svare, sikkert med et stort smil om munden, at jeg havde drømt de mærkeligste drømme, hvorefter hun ville røre ved min pande, tørre sveden af den med en klud og i sit stille sind overveje, om det nu også havde været så en god idé at flytte fra København til en landsby med så få legekammerater. Knægten var tydeligvis alt for meget alene med sig selv og sine mærkelige tanker. I København ville der have været masser af jævnaldrende børn til at distrahere mig og lege med mig og få mig ud af min bobbel. Nå, det kan der ikke laves om på nu, ville hun måske sige til selv med rynkede bryn. Jeg, derimod, var glad. Lige nu, her i mit soveværelse, i det lille hus med det flade tag på den gamle gartnergrund et par hundrede meter fra landsbyen, ville jeg også næste dag kunne forsvinde ned i mine feberfantasier. Og alt ville for en stund være godt.

Hvad synes du? Efterlad din kommentar!

Der er noget i luften

Det sker hvert år. Uden undtagelse.
Det slår en allerede, når man står op.
Lyset er på en eller anden måde anderledes, fotonerne mere intense, skyerne en smule mere dynede, ja, selv fuglenes stemmer lyder ikke som de plejer.
Det er dog først, når du går udenfor, du for alvor mærker det, og i den forbindelse er det helt ligegyldigt, om udenfor betyder på gårdspladsen, i haven, på altanen eller på parkeringspladsen.
Du kan mærke den med den samme. Den svage antydning af varme, båret på luftstrømme fra arabiske ørkener, sicilianske citronlunde og vulkanomkransede stillehavsøer. Du kan næsten dufte de endnu ikke udsprungne forårsblomster, de endnu ikke afgivede forårskys og den endnu ikke afsungede kattejammer.
Du trækker vejret dybt, fylder lungerne med den friske luft, tænker på sommer, sol og duften af syrener og fjerner halstørklædet fra din vinterblege hals. Og så bliver du forkølet.

Hvad synes du? Efterlad din kommentar!

Flamingoen

Og så var den der pludselig. Ikke en ryle, ikke en strandskade, ikke en præstekrave, men en flamingo. En flot langbenet lyserød flamingo stående på et ben til offentlig beskuelse i Ølby Lyng. Midt i limstanken fra Junkers Savværk og bogstavelig talt et stenkast væk fra den helt og aldeles døde havbund ud for Kemisk Værk Køge havde det eksotiske fjerkræ valgt at placere sig. Som ville den demonstrere, at skønheden kan findes selv på det mest prosaiske og upoetiske sted i Danmark. Som en juvel blandt blæretang, en kolibri i en andekoloni, en orkide på en tidselmark.
Først gned jeg mine øjne. Det må være en fejltagelse. Den må være udstoppet. Det må være en spøg, et optisk bedrag. Men så vendte flamingoen pludselig sit krumsabelformede næb ned mod den ølbyske strandbund og begyndte at svinge hovedet frem og tilbage, frem og tilbage. Fuldstændigt upåvirket af sine jordfarvede fuglekolleger, der stirrede på den nyankomne med misundelige blikke. “Blærerøv”, “Vigtigper”, “Show off”, syntes de at tænke. “Du holder dig fra vores piger”, lød det med én stemme fra dusinvis af næb. Flamingoen var ligeglad. Den blev blot ved med at snadre visende sin pragtfulde marzipansgrisfarvede krop frem for alle og enhver.
Med den stride vind piskende om ørerne på mig stirrede jeg på fuglen i en time. Så vendte jeg mig modvilligt om og begyndte at gå tilbage til bilen, hvor min far sad og ventede. “Far, far, der var en flamingo på stranden”, sagde jeg henrykt. “Er du nu helt sikker på det? Hm, hvis det er rigtigt, må den være fløjet væk fra en dyrepark,” brummede han skeptisk. Det lød meget plausibelt og egentlig også temmelig tillokkende. ”Flamingo flygtet fra indhegning til dansk strand”. ”Eksotisk fugl besøger Ølby Lyng”. ”Nyt trækplaster i Køge Bugt”. Bare det var jeg, som var flamingo.

Hvad synes du? Efterlad din kommentar!

Og ved du så hvad?

”Ved du, hvor meget, jeg betaler i husleje?”, spørger taxachaufføren på klingende fynsk. 1800 kr. om måneden. Hvad giver du mig?” Det viser sig, at han bor på til leje på en stor gård i Nr. Lyndelse. Carl Nielsens barndomsby. ”Hvad giver du mig?” Manden bor sammen med sin bror og endnu en brødrepar. Den ideale løsning. ”Ingen stress og jag. Ikke ligesom her i Oense.” På mit spørgsmål, om det ikke er dyrt i varme, svarer han: ”Nej, for ved du hvad? Vi henvendte os bare til naboerne og spurgte, om vi ikke kunne fælde nogle træer mod lidt håndører, og ved du hvad? Vi fik hele skidtet gratis og mere til, for det viste sig, at der var masser af træer, der skulle fældes, så hvis bare gik i gang, så vups….kunne vi beholde brændet selv. Og ved du hvad? Da vores lejer fandt ud af, at vi var begyndt at male væggene, så sagde han, at han ville betale for hele gildet, hvis vi kunne få det gamle lort pænt igen. Og det gjorde vi så. Vi købte for 10.000 kr. maling og grunder og hvad ved jeg. Også bladguld, at du kunne tænke dig. Og da udlejer så, hvor flot den gamle gård var blevet, blev han sgu så glad, at han lovede at fastfryse huslejen de næste mange år. Og det var sgu allerede billigt i forvejen. Og ved du hvad? Det bedste af det hele er, at der ingen kvinder er. Vi rydder sgu kun op, når det bliver alt for slemt. Der er ingen til at hundse med os. Kun os selv. Er det ikke fint?” ”Meget fint”, blinker jeg konspiratorisk til ham. Meget fint. Nr. Lyndelse lyder pludseligt meget tiltrækkende. Sådan med Carl Nielsen og det hele. Og ingen kvinder.

Hvad synes du? Efterlad din kommentar!

Mit indre Themsen

Jeg har altid drømt om at sejle på Themsen. Ikke den grå motorvejsbrede færdselsåre, der løber gennem London, men Jerome K. Jeromes, Vinden i piletræernes og Agatha Christies adstadigt strømmende og altid grønne vandløb. Agurkesandwichernes, limonadernes, robådenes, panamahattenes og de unge guvernanters Themsen, fuld af overstadig latter, elegiske hængepile, snadrende ænder, madkurve og kroketspil. Et solbeskinnet Themsen omkring, lad os sige, 1906, før Somme og Verdun, før verden gik af lave og jeg selv, roende min kæreste og hendes veninde til Flaxham, Chichester, Weatherhill Upon Thames, Little Bingham og hvad de eller kunne hedde, de små hyggelige landsbyer omkring den blågrønne flod.

Jeg har ledt efter Themsens søster i Danmark, men bortset fra små passager i Frederiksberg Have, Køge Å og Silkeborg Søerne har jeg ikke fundet en værdig pendant. Der er for mange grimme industribygninger, for lidt land, for få hængepile, for mange biler og et alt for lille antal panamahatte til, at jeg kan blive helt tilfreds. Og jeg må efterhånden erkende, at jeg aldrig finder den rigtige Themsen, hverken i Danmark eller i England. Min flod, min drøm og min længsel er og bliver en illusion. En behagelig illusion. Mit indre Themsen.

Hvad synes du? Efterlad din kommentar!

Lyden af et blad

Eskimoerne har hundredvis af navne for sne. Måske vi burde have noget tilsvarende for blade, tænker jeg, som jeg går her på skovstien. Eller rettere, det, jeg tror er skovstien, for den er helt og aldeles dækket af blade. Efterårsblade, gyldne, brune, rustrøde, stammende fra, faldet ned fra nu nøgne egetræer, bøg, ahorn, birk, el og træer, jeg slet ikke kender navnet på.
Måske vores forfædre havde alle disse navne i deres ordforråd, så de havde et ord for den bunke af visne blade, jeg nu skærer igennem. Et ord, der ikke bare viste hen til visne blade, men til deres lugt og til den knitrende lyd, de laver, når ens fod rører dem. Det ville være et skarpt ord, et sprødt ord, der fortalte noget om røget, flinteagtig muld, om bær og om svampe, angrebet af biller og larver. En måned tidligere ville de have haft ord for gule blade, for røde blade, for tofarvede blade og for den svage, men umiskendelige lugt af råd, der stiger op fra jorden i oktober. Om vinteren ville der være ord for blade, imprægneret af glitrende is, ord for de sorte slimede og ildelugtende blade i mosen og ord for de nu fine tørre blade halvvejs dækket af hvid pulversne. Med forårets komme ville der indtil flere betegnelser for de små skud på bøgebladene og på de allerførste spinkle lysegrønne blade. Om sommeren ville man have et helt arsenal af ord for frodige mørkegrønne lindeblade, for de takkede bregner og for aspeblade, der rasler ved det mindste vindpust, og i sensommeren ville man med ord fulde af sigende vokaler være i stand til med nøjagtighed at beskrive duften af overmodne frugter, der sætter sig helt ind i bladets kerne. Men dette er langtfra nok. Der ville være ord for glatte blade, for ru blade, takkede blade, hjerteformede blade og ovale blade. Ord for deres tykkelse, for deres næringsværdi, deres transparens og deres modtagelighed for insektangreb. Snesevis af ord ville beskrive deres farvenuancer og den duft, de udskiller, når de sender deres frø ud i verden. Som jeg går her igennem bunken af store ahornblade og fliget gråbrunt egeløv, kan jeg kun beklage, at jeg ikke sætte ord på præcis den følelse, jeg har netop nu. Og så er det, at jeg misunder komponisterne og deres ordløse musik.

Hvad synes du? Efterlad din kommentar!