En samling små historier fra nær og fjern
eller kunsten at fare vild på den fede måde

Hovedpinebjerget

Dato: 10. februar 2013 | Kategori: Fortællinger | Se kommentarer

Når jeg har ondt i hovedet, forestiller jeg mig, at jeg tager hen på hovedpinebjerget. Bjerg er nu så meget sagt. I virkeligheden er det ikke meget større end en ganske almindelig dansk bakke, kugleformet og græsklædt. Den ligger langt inde i skoven, i en lund med udsigt til den klare blå himmel. Faktisk er der tre bakker liggende lige ved siden af hinanden, beregnet til hver sin grad af hovedpine. Den første tager jeg hen til, når hovedpinen er nærmest uudholdelig. Her ligger jeg så musestille, koncentrerende mig om mit åndedræt, lukkende alle tanker ude og mærkende vinden, der kærtegner min ansigt. Det er vinden, der er den virkelige hjælper. Den køler min brændende pande og giver mig kræfter til forsigtigt at se mig omkring. Jeg skæver til mine lidelsesfæller, mænd af nogenlunde samme alder som mig, hver især med lukkede øjne og ansigtet vendt mod den skyfri himmel. Når alt går, som det skal, mærker jeg med lettelse, hvordan jerngrebet om mine kæber, nakke og skuldrer løsner sig, musklerne giver efter og der høres et lille smæld, som når is sprækker eller en gren knækker. Lyden føles så høj, at jeg er overbevist om, at de andre mænd må have hørt mig, men nej, de ligger der stadigt, ubevægelige og fastfrosne i deres kamp mod det dunkende hoved.
Nogle gange er hovedpinen knap så slem. Så ligger jeg på det midterste bjerg. Her ledsages den svalende brise af behagelige dufte: nyslået hø, kløver, kamille og bjergknopurt strømmer imod mig, og giver mig overskud til af og til at vende mig om på siden og smile til de andre mænd på den grønne bakketop. Helt overstrømmende kan jeg blive på det tredje bjerg. Hovedpinen er her ikke andet end en let trykken bag panden, og jeg tager mig selv i at rejse mig op og gå rundt og snakke med mine medpatienter. Enkelte gange kan jeg endda fyre et par vittigheder af, og det lader ikke til, at nogen har noget imod, at det hele kun er en drøm og et fantasifoster. Alt andet end hovedpine, synes deres ansigter at sige.


Hvad synes du? Efterlad din kommentar!


Musen i skoven

Dato: 9. februar 2013 | Kategori: Fortællinger | Se kommentarer

Musen i skoven

Når du føler, at du aldrig kan blive lykkelig igen. Når du føler, at hvert eneste skridt, du tager, er en kraftanstrengelse så stor, at du ikke ved, hvorfor du gør dig ulejligheden. Når hovedet er helt tomt, blottet for tanker, pakket ind i vat. Når du ikke engang har overskud til at græde, fordi du føler, at din tårekanal er udtømt som en oase i Sahara. Når du er helt til rotterne, nede i skidtet, mentalt fraværende, blottet for glæde, for smil og for håb, skulle du tage og tage en tur ud i en skov. Hvem ved? Det sker måske helt af sig selv. Du går, fordi du ikke ved, hvad du ellers skal. Du går, og det er, som om benene har deres egen vilje. De fører dig gennem parcelhuskvarterer med drivende våde græsplæner, forbi forladte legepladser, fælleshuse, redskabsskure, parkeringsbåse, kommunale vandanlæg, parker, kirker og industrikvarterer og så står du pludselig foran en skov. Her i begyndelsen af april er der ikke blade på træerne, og ved første øjekast virker skoven sort og truende. Du går dog ind i den alligevel. Ikke bevidst, det er bare, hvad dine ben får dig til. Du ignorerer gruppen af mountainbikere, den enlige jogger, hundelufterne og de unge elskende, der går hånd i hånd, stirrende hinanden dybt i øjnene. De kommer dig ikke ved. Du går og du går og du går. Menneskerne bliver færre og færre, og til sidst er der ikke flere. Du er alene. Først ubevidst, senere med en instinktiv vished bliver du klar over, at skoven er alt andet end stille. Uden at synge flyver fugle hid og did, gærdesmutten laver commando raids ned mellem de efterårsbrune blade, skovskaderne skræpper voldsomt op, og en musvåge mjaver højt og indtrængende over trætoppene. Du er nået til foden af en lille bakke. Fra en kilde strømmer smeltevand ned i hurtige strømme. Du hører det risle, og du ser fascineret på vandet, som har forgrenet sig i et utal af små kanaler, før det igen samler sig i et rør, der går under skovstien og over på den anden side, fortsættende sit fald ned mod åen, som smyger sig langs skovkanten. Du kigger tilbage på det piblende vand, og så ser du den. En lille mus, farende frem og tilbage som et lyn. Ved første øjekast virker den som en forvirret orienteringsløber, ilende til venstre, så til højre, så til venstre igen, blot for at stande op, se sig omkring og atter løbe tilbage, hvor den kom fra. Du tænker på, om den er på flugt fra nogen eller noget, musvågen, måske? En ræv? En kat? Men du kan ikke se andet end den lille rødbrune mus selv. Du hører på ny lyde fra fugle. Denne gang fra en spætte, der hakker i et træ kun få meter fra dig. Så ser du pludseligt noget rødt i en busk til venstre. En rødkælk med en småkvist i munden. Og så begynder det så småt at gå op for dig. Det er snart forår. Ikke guldalderforåret med grønne bøgetræer og gyvelbuske i flor. Her er endnu ingen lyserøde kirsebærblomster, ingen anemoner, ingen guldstjerner, ingen skovsyre, ingen violer og endnu ingen nattergalesang. Men her er liv. Her er saftspændte knopper på træerne, en evig knitren og kurren og trillen omkring dig, luften er tyk af hormoner, og her er ingen tid at spilde. Og så dukker musen frem igen. Spæner over en gammel rådden gren, løber ned i et hul, kommer op igen, borer sig ned i en bunke visne blade for atter at vise sit lille hoved frem som en surfer i brændingen. Og det slår dig. Livet fortsætter jo. Hvad bekymrer det sig om, at du står her med et knust hjerte? Vi har travlt, vi skal frem i lyset, sætte blomst, kaste frø, finde mage, parre os, forpuppe os, føde, finde mad, jage rivaler væk, blive syge, dø og genopstå i et andet, men genetisk fuldstændigt ens individ for at starte det hele forfra igen. Og nej, dit hjerte bliver ikke helet, du er stadigvæk lige så forbandet ked af det, som du var før, men dine trængsler, dine bekymringer, dit nederlag og din sorg er en dråbe i havet i dén store sammenhæng, der hedder livet. Og gør det dig ikke bedre tilpas, føler du dig alligevel lidt lettere om hjertet. Intet stopper, alt begynder og begynder og begynder, og vil du også i nat sove med en byrde af bekymringer om dit trætte hoved, er der stor sandsynlighed for, at du vil vågne i morgen og tænke, at nu er i hvert fald én lille sten faldet væk fra dit overbebyrdede og plagede sind. Og én lille sten, det er også en begyndelse.


Hvad synes du? Efterlad din kommentar!


Den gale elefant

Dato: 18. december 2012 | Kategori: Fortællinger | Se kommentarer

Der sidder den så, den gale elefant. I modsætning til alle sine artsfæller, der ser normale og elefantagtige ud, makker denne her ikke rigtigt ret. Øjnene er ved at poppe ud af øjenhulerne, og det ene øjenæble er faldet ned til højre, som levede det sit helt eget liv. Dyret virker så indædt rasende, at man hvert øjeblik venter, at det skal forlade sin plads på Håndværkerforeningens fornemme facade, hoppe ned på fortovet og nedtrampe samtlige forgængere, cyklister, biler og busser i Bredgade. Har han simpelthen fået nok, den gamle ronkedor? Har han fået nok af al den forfængelighed, liderlighed, grådighed og forstillelse, han har oplevet i denne pragtbygning, hvor lensgrever, storkøbmænd, konseilspræsidenter, kuponklippere og krukkede kunstnere har givet den som mønsterborgere uden for murerne for så meget mere at tage for sig af de forbudte retter indenfor? Er han tværtimod forbitret på demokratiet og de ganske almindelige mennesker, der nu fester løs i de fornemme sale? Savner han lov og orden, standsforskellene, blodets bånd, pligt, pli og personlig pleje? Har han simpelthen fået nok af verden? Forureningen, der langsomt ætser sig ind i sandstenene, hundene, der pisser på dem, graffitien, der misfarver dem, den voldsomme trafik, spyttende kinesiske turister, uopdragne unger, økonomisk krise, økologiske katastrofer, truende vulkaner, fattigdom, sult, sundhedsmesser og sandskulpturer? Eller måske er han bare forrykt? God, gammeldags sindssyg, ude af sig, bindegal, gaga? Et trick af en detalje udført af Kongelig Hofarkitekt A.C. Krieger for, så diskret som overhovedet muligt, at tage lidt gas på sine højædle arbejdsgivere? I så fald er der jo en mening med galskaben.


Hvad synes du? Efterlad din kommentar!


Træerne ved Fredericia Station

Dato: 17. november 2012 | Kategori: Fortællinger | Se kommentarer

Det er ikke fordi, de er noget særligt. En række på en syv-otte træer. Høje, slanke, med blade, der bevæger sig ved det mindste vindpust eller om vinteren med de nøgne grene dannende silhuetter i komplicerede mønstre, som var de taget direkte fra et japansk træsnit. Måske er det deres organiske form. Deres træ-hed. Deres kontrast til alt det retvinklede, planlagte og gennemfunktionelle på Fredericia Station. Højspændingsledningerne, tagenes V-form, signalposterne, ventesalenes betongrå kuber og reklamestandernes neonlysende budskaber. Træerne derimod er levende væsener, der kaster deres blade, danner deres skud og henter deres næring i et rytme, der er så langsom, at vi knapt bemærker det. De lever i deres egen tid, ubekymrede, indifferente, havende nok i sig selv. De er ligeglade med forsinkelser, morgensurhed, skoleklasser på kaotisk udflugt, selvmordstanker, forårsforelskelser, fuldemandstanker og sølvbryllupsskænderier. De rasler bare med deres blade og svajer i vinden, alt i mens stammerne skifter farve i takt med solens bevægelser over den østjyske himmel. At de i det hele taget er her, lige overfor perronen med togene mod København, kan undre. Man havde forventet en strømlinet, arkitekttegnet bygning på dette sted. Et administrativt hovedkontor, et posthus, en benzinstation, et indkøbscenter. Måske har DSB bare glemt denne række af fordringsløse træer, der gør deres bedste for ikke at gøre opmærksom på sig selv. Eller også er der en eller anden statsansat embedsmand, der ligesom jeg er blevet forblændet af deres mærkelige, uforklarlige og stædige skønhed. Selvom det nu nok ikke er sådan, de ville have beskrevet sig selv, træerne.


Hvad synes du? Efterlad din kommentar!


Frikalet og den moderne tidsalders velsignelser

Dato: 17. november 2012 | Kategori: Fortællinger | Se kommentarer

Min mor må have været en af de allerførste, der spottede den i Karlslunde Brugsforening: en lommestor pose i noget, jeg husker som brune nuancer og med navnet ”Frikalet” printet med røde bogstaver. En flot illustration af et par lokkende gyldentbrune frikadeller liggende på et ovalt sølvfad viste, hvad slutresultatet ville blive. Det eneste, De skal gøre, er at tilsætte 500 gram hakket oksekød, min mor sagde altid ½ pund, indholdet af pulveret og så lidt vand, og voila, har De frikadeller, som var de helt hjemmelavede.
Mor syntes, at den slags produkter var som sendt fra himlen. Et tegn på en ny teknologisk tidsalder, hvor den moderne kvinde, der både passede hjemmets sysler og havde et arbejde kunne blive aflastet, så at alt ikke drejede sig om henkogte bær, påfyld af kød i slimede fåretarme, opbagt sovs, hjemmerullet rullepølse og konstant skillende bearnaisesovs. Mor plyndrede supermarkedets hylder for poser med citronfromage, gør-det-selv boller, Miracoli-mix, dåser med spaghetti i tomatsovs, og hun ville have været henrykt, hvis hun kunne have det det udbud af take away mad, som man i dag kan købe i selv den mest provinsielle dagligvareforretning.
På trods af disse alle velsignede industrielle færdigprodukter lykkedes det hende næsten altid at servere brændte frikadeller, klumpet eller decideret tynd sovs, stenhårde vaniljekranse, rå krebinetter og overkogte kartofler, der smuldrede, så snart man satte gaflen i dem. Grunden var nok, at madlavning ikke på nogen måde havde hendes interesse. ”Nogle lever for at spise, jeg spiser for at leve”, som hun sagde med en demonstrativt hævet pegefinger. Ar servere julemad med fedtdryppende flæskesteg, proppe svesker op i enden på en and, brune kartofler med pludselige karameleksplosioner og kredse kærligt for ris a la manden var derfor ikke nogen fornøjelse for hende. Det var en sur pligt, som hun kun gjorde, fordi det var, hvad man forventede af hende, og fordi hun kunne se, at det gjorde os så glade. Når blikket blev for bistert og bandeordene for tykke, kom far ud i køkkenet, sagde, at hun skulle tage sig en kop kaffe og sætte sig ind i stuen, og så tog han fat, hvor mor var sluttet, reddede sovsen med et par hurtige armbevægelser og fik sat skik på hakkebøfferne. Vi børn var også lettede, for nu var vi sikre på, at maden smagte godt.
Lige så dårlig mor var til at lave mad, lige så fast besluttet var hun på, at vi ikke skulle savne noget. Mængden af føde var enorm, og hvis vi ikke af os selv tog tre portioner, hældte hun mad over på tallerkenen, for vi skulle jo ikke sidde og nippe til maden. Vi var vel i voksealderen.
Da min bror og jeg ryddede op i lejligheden efter hendes død, fandt vi køleskabet og køkkenelementerne proppet med færdigmad, som kunne have sikret hende i årevis, skulle Barsebäck springe i luften. Ikke, fordi hun selv spiste særlig meget af den, men så var der altid mad, når vi børn kiggede forbi. Mad, som hun kunne tilberede på ti minutter, praktisk, ideelt og moderne. Mor var ikke en nostalgisk kvinde.


Hvad synes du? Efterlad din kommentar!


Duer over en rugmark

Dato: 13. august 2012 | Kategori: Fortællinger | Se kommentarer

Nogle gange genopstår kunsthistorien lige for øjnene af en. Sådan er det nu. Vincent van Goghs berømte maleri “Krager over en hvedemark” udspiller sig her, lige foran mig. Bevares, jeg er ikke i Provence, men i Vedbæk, fuglene er ikke ravne, men en flok duer, og marken er ikke fuld af bølgende hvede, men af dansk rug. Og det siger måske det hele. Der er nemlig ikke så meget poesi over rug. Navnet giver associationer til rugbrød, til noget bastant og solidt og jordnært, hvorimod der er mere romantisk schwung over ordet “Hvede” .
Der er heller ikke megen skæbnesvanger symbolik at hente i en flok fede duer. Kragerne kan være skæbnefugle og symbolisere døden og van Goghs smerte og lidelse, men duer? Nej, vel? Tykke og veltilfredse, som de ser ud, kan de ikke engang bruges som fredsduer, endnu mindre som et tegn på Helligånden.
Og stien er ikke bedre bevendt. Okay, den er tør og gullig ligesom i van Goghs billede, med spredte og visne ukrudtsplanter på jorden, men den er på ingen måde en sti i overført forstand, en passage, en bro til en anden dimension, som den kan være det i det sagnomspundne maleri. Slet ikke, når min danske sti er pletvis oversået med nedtrampede Fanta-dåser, slikpapir, plasticposer og, guderne ved hvorfor, totter af vat.
Skyerne på den nordsjællandske himmel ligner heller ikke på nogen måde hollænderens forrevne og dramatiske stormskyer, men er nærmest lidt dovne i det, stillestående som en sodavand uden brus.
Og så alligevel. Som jeg går hen ad den tørre auguststi med næsten modne brombær på den ene side, den gyldne rugmark på den anden, virker selv den orange sodavandsetiket og den spraglede plasticpose, om ikke smukke, så i hvert fald nærværende. De er her, lige nu, og er det ikke guldalderidyl, er der noget uafvendeligt og definitivt over deres eksistens i dette splitsekund af altings væren. Og vinden? Ja, ganske vist er det ikke en storm, men en svag brise, der køler min pande og leger med mit sparsomme hår, men i morgen eller i overmorgen eller om en uge, en måned eller om et år, vil der komme en storm, der vil feje alt til side, så helheden bliver rystet som en ketchupflaske, og så, ja så vil selv van Gogh måske kunne have fået noget ud af dette landskab fra det højteknologiske 21. århundrede.
Og nu er vi ved det, er den oplevelse, jeg har af mit prosaiske landskab ikke anderledes end den følelse, han havde af et afsvedent Provence i 1890. Forskellen er bare, at jeg ikke er noget geni og aldrig ville kunne male mine fede duer, slikpapir og dovne skyer på samme måde som van Gogh. Men når jeg mærker, hvordan den gule jord kurver svagt under mine fødder, når jeg kan se, hvordan rugen svajer svagt i brisen, duften af sensommer breder sig i mine næsebor, og den forladte militærlejr bag brombærkrattet står som en lokkende spøgelsesby, er jeg på bølgelængde med maleren. Og var det ikke van Goghs pointe, og er det ikke hele kunstens formål, at få yderst almindelige mennesker som mig til at se det overvældende i verden lige foran vores øjne? Kunsten som øjenåbner. Kunsten som livsudvider. Selv med duer og fladtrådte Fanta-dåser.


Hvad synes du? Efterlad din kommentar!


Citronsommerfuglen og krigergravene

Dato: 10. august 2012 | Kategori: Fortællinger | Se kommentarer

Cikorierne lyser som turkise fakler i det stille böhmiske landskab. En citronsommerfugl flakser rundt om en valmue og danner sammen med de grønne enge et impressionistisk bagtæppe af en skønhed, der nærmest tager pusten fra en. Som skrevet af en drejebog til en romantisk historisk film, dukker der pludselig et smedejernsgitter op midt i den gyldne kornmark. Ser man nærmere efter, opdager man, at det er en lille gravplads. Den strenge symmetri, og den enkle stil blottet for andet end de mest sparsomme symboler tyder på, at dette ikke kan være en katolsk gravplads. Og ganske rigtigt. Indskrifterne på de seks-syv gravsten fortæller, at her hviler resterne af preussiske dragoner fra den sejrige krig mod østrigerne i 1866. Navnene er lange med en masse von´er, og man kan næsten fornemme den disciplin og vilje, disse soldater har haft. Bortset fra, at de altså døde, og hvem ved, om de har haft det mod og den vilje i dødsøjeblikket? Om de har tænkt på fædrelandet og hugget løs på fjenden i en ærlig dragonduel, eller om de er mejet ned, skånselsløst og mekanisk af kanoner. Hvem ved, om de, idet de har kunnet mærke livet ebbe ud, har tænkt på deres forældre, kone og børn, som de aldrig mere skal se? Om de har følt æren eller mærket dødsangsten. I sidste ende tabte de jo. Böhmen er tjekkisk i dag, sproget er slavisk, og de eneste tyskere, der kommer her på denne glemte plet, er turister. Var det så det hele værd, har man lyst til at spørge disse unge mænd fra de fornemme gamle preussiske familier? En død på slagmarken i en krig, man godt nok vandt, men tabte på historiens lange usentimentale bane. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er sikker på, at soldaterne nede fra deres dybe grav ville kigge ud på de bølgende kornmarker, på valmuen, på cikorierne og på citronsommerfuglen, der nu flyver direkte hen over en af krigergravene. Og jeg er sikker på, at de ville have et smil om munden.


Hvad synes du? Efterlad din kommentar!


Drømme i Greve Bio

Dato: 10. august 2012 | Kategori: Fortællinger | Se kommentarer

Jeg sidder i Greve Bio og er lykkelig. Foran på lærredet bekæmper en sportstrænet Tarzan de væmmelige banditter i Afrikas jungle. Ikke en sort/hvid Tarzan i Johnny Weismüllers skikkelse, som jeg har set i fjernsynet, og som far snakker meget om, men en helt moderne en med moderne ord og moderne manerer. Åh, hvor jeg kunne jeg godt tænke mig at være ham, og jeg leger da også, at vores store rodede og sammenfiltrede baghave er Congo, og at jeg er civilisationens heroiske. Og jeg tænker på, at jeg naturligvis også må have mig en Jane, der barfodet og i lårkort kjole laver mad til mig, og kysser mig, og nusser vores yndlingschimpanse bag øret. Da jeg sammen med far går ud på Greve Strandvej efter forestillingen, er jeg en meget lykkelig dreng. Halvanden time bogstaveligt talt i paradis. Og oven i købet med slik og en billedskøn, letpåklædt dame på det store lærred. Mere kan man ikke forlange. Det skulle da lige være at blive voksen i en fart.


Hvad synes du? Efterlad din kommentar!


Kagekærlighed

Dato: 17. februar 2012 | Kategori: Fortællinger | Se kommentarer

Og hvad skal så sige til dig, Gåsebryst? Dine ynder er holdt nydeligt på plads som BH´en på en ens elskede. Det lokker og drager, dit hvidlige kød, men først skal tænderne udsættes for din pikant duftende mandelindpakning. Der er lidt modstand i biddet, men så får man også marzipanens fulde sødme ind i munden og hensættes øjeblikkeligt til toscanske lunde og grønne ovale bakker. Næppe har ganen og sindet gjort sig fortrolig med marzipanen, før du mærker en på én gang blød og spændstig masse, cremen. Og det er næsten for meget, al denne vibrerende sanselighed, som du indånder og høfligt nipper til, selvom du har lyst til at begrave hele munden i denne overdådighed af cremet velvære, som får dig til at tænke på guldaldermaleriernes malkepiger, på bøgeskove og frugtknopper og saftigt grønt græs. Jo længere du kommer ind, jo mere er der af denne lyksalige vellyst, der pirrer dine sanser, men aldrig føles vammel. Gør den det, så smid for guds skyld kagen ud og køb en ny et andet sted, for det er med kager som med dårlig elskov: det går bare ikke i længden. Men er den god, kagen, cremevidunderet, vil du, når du har slikket og mumset dig gennem brystkødet, nå til et lille syrligt pift af frugt. Det er et strejf, ikke mere end et strejf, af syltetøj, som vækker dine bedøvede sanser til live igen før bundens nøgternhed får dig til at indse, at du er færdig. Med den bid, for du er knap nået til midten af brystbomben. Der venter dig endnu flere minutter af utilsløret ekstase: væk med marzipans-BH´en, ind i den hvide cremesky, og så det lille snert af frugt til sidst. Du bliver lidt vedmodig, når du har passeret brystets trekantede zenit, men så meget desto mere nyder du den sidste halvdel, tredjedel, fjerdedel, før du slutter med det fjerneste hjørne og mæt, veltilpas og med et smil om munden synker tilbage og prøver at bibeholde den himmelske smag så længe som muligt i din gane.
Men hvad så med mig, siger Jordbærkagen? Har du slet ikke blik for mig? Jo, det har jeg da. Tro ikke, at jeg glemmer dig. Jeg tager dig frem, når jeg har brug for noget fransk. For det er du, fransk. Hård og syrlig udenpå, sød og blød indeni. Du skjuler dine ynder mere end Gåsebryset, hvis svulmende barm er synlig for en hver. Du, derimod, lokker med din blødhed. Man kan skimte et hvidt hav mellem de frodige røde jordbærknopper og den tykke chokoladeskal, ikke mere. Koket er du. Men hvad siger jeg? Der er jo ikke kun jordbærrene, nej, der er også geleen, og mødet mellem de to typer rødt, bærrene, man skal bide i, og geleen, som smelter på tungen, skaber en simultan kontrast i smagsløgene: blødt, hårdt, surt, sødt, som man ikke kan sætte ord på, men som man føler instinktivt kilde sine årer og vener, nervebaner og lymfekirtler. Og når hele denne modsætningsfyldte ekstase er overstået, støder tænderne på en bred bræmme af tropisk duftende junglesyner, og chokoladen overmander dig. Dens krydrede fede smag tager pusten fra dig, men øjeblikket efter er du brudt igennem dens skal og nået ned til den samme hvide creme, som du kan huske fra gåsebrystet, bare af mindre omfang, mindre opulent, mindre overvældende, men så meget desto mere forførende.
I det fjerne trænger endnu ikke erkendte dufte frem fra det skjulte, og før du ved af det, står Sarah Bernard lige overfor dig. Og nu er du klar til endnu et bryst. Ikke et svulmende dansk et af slagsen, men et aristokratisk parisisk, og det er lige før, du ikke tør åbne dette fine og sarte stykke bagværk. Der skal kun et ganske let tryk af tungen for at bryde hul på dets chokoladeskal, og du forestiller dig et fugleæg på nippet til at briste og bliver måske næsten ked af at bore hul i dets sarte ydre. Men kun indtil du har smagt dets indhold, endnu mere flydende, endnu finere, mere nuanceret og endnu mere eksotisk, end noget andet, du kender i verden. En rokokodrøm af bristefærdig skønhed, smagsindtryk, så overvældende, at du føler dig privilegeret, når du sætter tænder og tunge i denne fine sarte blomst med dens duft af cedertræ og myrrha og vanilje og cognac.
”Måske kan dette her få dig at glemme Paris”, lyder det pludseligt og fynsk fra Brunsvigeren. ”Det er nu meget godt med alt denne glamour og charme, men hvad med lidt god gammeldags vrikken med hofterne og sul på sidebenene. Hvad skal du med Montmartre, når du kan få Svanninge Bakker? Og jeg kan jo kun give hende ret, og giver mig omgående til at bore mig ned i al den danske karamelliserede kærlighed, de små høje med stille lavvandede søer og de dybe dale med brune fordybninger af sukkermasser og knas. Knas siger jeg også, mæt af kager, mæt af indtryk, veltilpas, forført, forførende, kraftløs, udkørt, udpumpet, glad, lykkelig og udspilet. Men så er der selvfølgelig også Sachertorten, som kan komme hvert øjeblik, det skal være med hele sin klassiske wienerelegance. Mmmmm…..


Hvad synes du? Efterlad din kommentar!


Morfar

Dato: 13. februar 2012 | Kategori: Fortællinger | Se kommentarer

Morfar skumlede. Siddende på en gynge i Brændergårdshaven kunne selv vi børn ses, at han var sur og tvær, selvom vi ikke rigtig forstod hvorfor. Vi havde jo ferie, og morfar havde selv inviteret os helt herover til Bornholm. Mor skumlede også. Sagde noget om ”den gamle idiot” og ”jeg har sgu problemer nok i forvejen”. Og så blev vi en smule bekymrede, min bror og jeg. Det var jo ikke det, der var meningen med en ferie. Ferie var hygge, ferie var sol og leg og is og sol over Gudhjem, som ingen af os dog kunne lide, når det kom til stykket. Hvilket havde fået mor til at blive irriterede over os, for hun ville gerne vise sin far, at vi ikke var kræsne.
Selvom solen stod højt på den bornholmske himmel, havde jeg ondt i maven den dag. Hvorfor er morfar sur? Jeg skævede over til ham. Selv hans hvide skæg så arrigt ud, og ansigtet havde et udtryk, jeg kendte fra mig selv, når min bror fik lige den antydning af ekstra opmærksomhed, jeg havde fået, før han blev født.
Irritation. Der var ingen tvivl. Morfar var irriteret. Jeg begyndte at ane de store sammenhænge, og da mor mumlede noget om at ”have tre børn med på ferie”, gjorde min 7-8-årige hjerne den opdagelse, AT MORFAR ER MISUNDELIG. På os, på mig og min bror. Fordi han ikke får opmærksomhed nok. Og det undrede mig altså en smule, for jeg havde altid været fuldstændigt overbevist om, at voksne altid er gode og fornuftige, og morfar var helt klart ikke særlig fornuftig lige nu. Fuld af tanker om komplicerede voksenproblemer begyndte jeg at blive klar over, at voksenlivet ikke var det paradis af rationalitet og harmoni, jeg indtil da havde troet. At de voksne også kan blive sure på hinanden. Meningsløst, mærkeligt sure på hinanden.
Jeg husker ikke, hvor længe den dårlige stemning fortsatte, men liggende i sengen om aftenen kunne jeg høre mor tale med høj stemme og morfar komme med kortfattede, næsten ikke-hørbare svar.
Næste morgen købte morfar os en stor isvaffel og klappede os begge på hovedet. Jeg skævede over til mor og så antydningen af et smil brede sig om hendes mundvig. Det ville blive en god dag.


Hvad synes du? Efterlad din kommentar!